MAY DECEMBER: Fremragende tragikomisk drama med et stort hjerte

Af Lasse Borch Frisendal

Det er en farlig sag at blande drama og komedie. Det er set før, at visse film, såsom Adam McKays Don’t Look Up (2021) og enkelte dele af Wes Andersons filmografi, snubler i at finde en balance og ender i et rod af forvirrende toner, hule følelser og jokes der kun formår at give et suk som reaktion. 

Dette er på ingen måde tilfældet i Todd Haynes’ nyeste film May December. Filmen formår at skabe en oplevelse, der er stærkt underholdende, men alligevel så følelsesmæssigt kompleks, som emnet kræver.

Den følger nemlig parret Gracie (Julianne Moore) og Joe (Charles Melton), som indledte deres skandaløse forhold, da Joe kun var 13 år gammel, samme alder som Gracies søn. 20 år efter skandalen brød ud, lever de nu et tilsyneladende perfekt amerikansk liv med to børn på vej til college. Herudover skal der nu laves en film om ægteparret, og den kendte skuespillerinde Elizabeth (Natalie Portman) får lov til at besøger dem for at lave research til hovedrollen. Gennem hendes tilstedeværelse og samtaler bryder parrets mange ar op igen, og især Joe begynder at gentænke og reflektere over sin egen historie.

I en historie så personlig som denne, med udvikling der kun fremmes af karakterers forhold til hinanden, bliver filmen hurtigt afhængig af skarpt skuespil for at kunne fungere. Og i May December er skuespillet ikke bare skarpt, men fuldstændig enestående. 

Både Julianne Moore og Natalie Portmans præstationer bør diskuteres til alle de prisuddelinger, som Hollywood kan tilbyde. De formår begge at portrættere to dybt forskellige og forstyrrede kvinder, som dog stadig forbliver sympatiske. Samtidig vedligeholder de en vis kemi samt en næsten uudholdelig spænding mellem dem, der gør hver scene elektrisk. 

Alligevel formår Charles Melton at overstråle dem med en præstation, der stort set skaber filmen. Gennem de to timers spilletid ser vi Joe prøve at holde facaden af en gennemsnitlig amerikansk far, men i de få scener, hvor masken glider, er det umuligt ikke at føle noget. Hans varme og tårefremkaldende fremstilling af stjålet uskyld forankrer fortællingen, så filmen undgår at falde fra hinanden i en bunke af uhåndgribeligt melodrama.

Dog er skuespillet ikke det eneste værd at se i May December. For Todd Haynes formår nemlig ved knivskarp instruktion at balancere både utroligt ubehagelige og tunge emotionelle øjeblikke med en finurlig sans for humor, der hæver filmen langt over et regulært Hollywood-drama. 

Som da Gracie og hendes datter er ude at købe en dimissionskjole, og hun fortæller datteren, hvor modig hun er for at vælge en kjole, der gør det klart, at hun er ligeglad med alle skønhedsidealer. Hvorpå datteren hurtigt går ud og prøver en ny kjole. Denne simple replik, sammen med Moores passivt aggressive levering, skaber en scene, der både er stærkt humoristisk og samtidig så ukomfortabel, at man får lyst til at kravle helt ned i sædet. Den slags øjeblikke er filmen bygget på. 

Det er ikke for at sige, at filmen altid er sjov. Langt fra. For når Haynes fokuserer på tragedien i visse scener – især dem der viser de emotionelle konsekvenser for Joe, og hvordan hans liv blev stoppet af Gracie – rammer følelserne som en lastbil, der bryder alle færdselsregler. 

May December, som titlen også reflekterer, er en film bygget på kontrast. Den er sjov og ubehagelig. Til tider føles den kold, og til tider føles den varm. Alle disse kontraster gør ikke blot hvert element stærkere, men også filmen til noget helt specielt.

Kommentarer